fbpx

Nyt logo

Oprindeligt solgte vi misse merchandise via Deaf Darlings’ hjemmeside og webshoppen havde ikke eget navn. Det var derfor også Deaf Darlings logo der blev trykt på alle varerne. Da jeg besluttede at give webshoppen sin egen hjemmside, skulle den også have sit eget navn og dertilhørende logo. Jeg tegnede selv logoet, men egentlig har jeg ikke været videre begejstret for det.

Jeg har altid synes at der manglede et eller andet. At det var lidt for kedeligt måske? Det gjorde mig i hvert fald ikke sådan rigtig glad indeni. Og af den grund vælger jeg stadig nogle gange at bruge Deaf Darlings’ logo på mine produkter, fordi jeg synes at det pynter så fint på krus osv.

Så jeg har længe gået med tanken om at få nogle friske øjne på et logo til Almisse Shop. En af de ting der har afholdt mig for at gøre det tidligere, er alt det som skal laves om! Det er nemt nok at skifte logo online. Men flyers, postkort, klistermærker osv. skal jeg have lavet om. Og mit logo, eller dele af mit logo, er også blevet trykt på nogle af mine varer! Og skifter jeg det, skal jeg også tage nye billeder. Nogle varer står allerede hjemme i kundernes stuer og nogle har jeg stadig på lager af. Så pludselig virker det at skifte logo, som noget der kan skabe forvirring og merarbejde. For så har jeg – i hvert fald i en overgang – gang i hele tre logoer i butikken! Desuden er der jo også altid vigtigere ting at tage sig til, når man driver en webshop og klarer det meste selv. Derfor har jeg hængt lidt i bremsen med et nyt logo.

Der sker mange nye ting med Almisse Shop i år, så det føltes rigtig med et hamskifte nu. Hjemmesiden får også snart en ordenligt overhaling og bliver redesignet. Så jeg må bide i det sure æble, tage merarbejdet med oprejst pande og sige pyt til at det gamle logo kommer til at spøge lidt endnu.

Logo koncept af Artpurrr

Eftersom jeg er så glad for Deaf Darlings’ logo, var det oplagt at tage fat i den samme designer til Almisse Shops logo. Så jeg gav Artpurrr frie tøjler og hun vendte tilbage med et nyt koncept. På Artpurrrs’ logo er der stadig en stor shopping taske involveret, men med et meget nyt udtryk og en sjov ide. Tasken er nemlig også håret på en dame. Og ikke hvilken som helst dame, men en egyptisk udseende en af slagsen. Og det må da være der den oprindelige kattedame stammer fra, ikke? Egypterne var jo først til at tilbede og avle katte og har derigennem formet tamkatten, som vi kender den i dag. Da de foreninger vi samler ind til oftes drives af kattedamer og 95% af Almisse Shops kunder er kvinder, synes jeg at det er passende med en kattedame i vores logo. For Almisse Shop er ikke kun til for kattene, men også til de ildsjæle der hjælper kattene og den der bare elsker katte og vil fylde deres hjem med kattemotiver. Katten i logoet var oprindeligt rød, men jeg har ændret den til hvid, som en hyldest til den hvide kat der optrådte med sin hale i det gamle Almisse logo. Se Artpurrs Etsy shop her.

Koncept af Artpurr

Retegning af Illulines


Men så nemt er det heller ikke at stille mig tilfreds! Mens jeg sad og legede med farverne i mit nye logo, var der stadig noget der ikke føltes helt rigtigt. Logoet var ligesom for kantet og grafisk. I hvert fald til at putte på mine produkter og så var jeg tilbage til samme problem som før. Så jeg spurgte en anden tegner, Illulines, om hun ville retegne logoet. Og det sagde hun ja til. Hun har tidligere tegnet min genudsætningskat Lille Poul, samt min kattereder dame “Rosie the Rescuer”. Så for at forstætte i samme stil, har jeg fået til at Line lave en blødere udgave af Artpurrs koncept. Det er blevet til dette fine logo:

Retegnet af Illulines

Så design og ide er 100% af Artpurrr, mens stregen tilhører Illulines i den endelige version. Når det handler om tryk er der visse fordele i at have sit logo i rene linier. Så Artpurr har løst opgaven til fulde. Og det er godt at vide at jeg har en snorlige udgave af mit logo, skulle det en dag blive nødvendigt f.eks. at gravere eller brodere mit logo. Men hos Almisse Shop er vejen ikke altid så lineær, så jeg er også glad for den håndtegnede version.

Med det nye logo håber jeg at Almisse Shop kan skille sig lidt mere ud i mængden. Jeg ser gerne at folk husker Almisse Shop, så vi kan glæde flere med masser af misse merchandise og hjælpe endnu flere katte. For husk nu: momsen går til missen!