fbpx

9 tips til den kræsne kat

Det er ikke altid at mine katte og jeg er enige om hvad de skal spise. Som ejer af krævende katte, har jeg heldigvis lært et par tricks! Herunder får du mine 9 tips til den kræsne kat.

OBS: Jeg er ikke ernæringsekspert - blot katteejer - så følgende tips bør kun afprøves efter egen fornuft. Har din kat særlige ernæringsmæssige behov, må disse tages til efterretning, evt. i samråd med din dyrlæge. Husk at foderskift altid skal ske gradvist for at undgå maveproblemer. Ekstra kalorier tilsat den daglige kost skal gøres med måde, da overvægt er farligt for din kat.

1. Hold uuud!

Min første tip er: vent! Hvis katten virkelig er sulten, er der god chance for at den vil spise den afviste mad indenfor et par timer alligevel. Så er din kat i fin stand, må du forsøge at holde stand. Indrømmet: det er klart nemmere, når man ikke er hjemme! Nogle gange er de dog stædige og der må andre midler til.

2. Mos kattemaden

Opfører din kat sig som en baby og nægter at spise? Så prøv at behandle den som en baby og lav babymos! Vådmad i gele eller paté har som regel en ret fast form. Hvis din kat giver det et par slik og går igen, kan du hjælpe den på vej ved at gøre det nemmere at spise. Du moser simpelthen maden eller hakker det i mindre bider med en ske. For nogle katte er det nemmere at spise paté på denne måde. Nogle gange skal der heldigvis ikke så meget til.

3. Udskift katte skålen

Katte er følsomme væsner, selvom de skjuler det godt. Det kan være at din kat ikke bryder sig om skålen maden bliver serveret i. Det kan skyldes at knurhårene rammer kanten eller det kan være materialet der føles forkert. Prøv med en ny slags skål, evt. en katteskål der er hævet og tiltet eller en lille flad tallerken hvor knurhår går fri.

Prøv at servere maden på et sølvfad?

4. Aktiver din kat

Gør maden mere spændende ved at give katten en udfordring. Katten er skabt til at jage – derefter spise. Derfor giver det god mening at lege med katten først og så servere mad. Men det kan også klares i samme omgang med diverse slow-feeders. Prøv f.eks. at mose vådfoder ud på en licki mat, frem for den sædvanlige skål. Dette virker godt med pate´ og mousse. Tørfoder kan kommes i aktiveringslegetøj som en snackbold, for at peppe måltidet lidt op. Som bonus spiser din kat også langsommere. Måske kan serveringen gøre en forskel for, hvad din kat er villig til at spise? Du kan læse mere om intelligenslegetøj til katte her:
Licki Mat
Gør-det-selv snacktiviteter
Intelligenslegetøj

Her er der stor interesse for Licki mat

5. Bland vådfoder med vand

Det kan lyde mærkeligt, at vand skulle få din kat til at være mere interesseret i mad, som den ellers ikke gider spise. Katte er nemlig ikke kendt for at være glade for vand – ofte tværtimod. Måske handler det om konsistensen? Eller også dufter maden anderledes i vand? Men ifølge mine erfaringer kan vand altså snyde din kat til at spise. Min ene kat er ikke så begejstret for pate’. Blander jeg det op med lidt lunkent vand, ryger det pludselig ned. Tilsæt lidt af gangen og rør rundt. Du kan altid tilføje mere.

6. Undgå kold mad

Katte spiser fra naturens side friskfanget byttedyr, hvor kødet er lunt. Derfor er de ikke altid så glade for køleskabskold mad. Hvis du køber vådmad, der indeholder mere end en enkelt portion, bliver du selvfølgelig nødt til at opbevare maden på køl indtil næste måltid. Hvis det er muligt kan du tage maden ud af køleskabet, lidt før du serverer det. Hæld det over i en skål og hold det udenfor kattens rækkevidde til temperaturen er faldet. Ligeledes kan lidt lunken vand hæve temperaturen på vådfoderet og gøre det mere indbydende for din kat.

7. Mix vådt og tørt

Ligesom du kan blande vådmad med vand, kan tricket også bruges til tørkost. Mine katte synes at deres tørfoder bliver mere spændende, når jeg blander vand i og lader det stå lidt. Det skal ikke trække så længe at det har suget alt vandet op! Bare til du kan se/mærke at det er blødt lidt op – ca. 5-10 minutter.

Hertil og ikke længere makker! Det er min mad.

Dette trick bruger jeg en gang imellem, hvis min kat plager om vådmad eller godbidder, men det ikke er tid endnu. Jeg gør det ligeledes om sommeren, når jeg forsøger at køle mine katte ned og sørge for at de får rigeligt væske. Som med så meget andet, risikerer man at kattene bliver trætte af det, hvis det serveres for ofte. Men det er et fint lille afbræk fra det tørre og så koster det dig kun lidt vand.

8. Prøv med kattesuppe

Man kan købe suppe til sine katte, som primært består af en lidt tyk bouillon. Har du fået købt noget mad som din kat ikke gider spise, kan du forsøge at vække interessen ved at blande det op med katte suppe. Dette er samme trick som med vandet, bare i luksus udgaven. Det er en dyrere løsning, det ændrer ikke synderligt ved temperaturen og det feder mere, da suppen er en godbid i sig selv. Men er din kat glad for suppe, kan dette være vejen frem, da det klart camouflerer andre smage bedre end vand.

9. Frysetørret topping

Det hele behøver ikke være vådt. Du kan også blande det tørre med noget der er mindst ligeså tørt. Skal du have din kat til at spise sit tørfoder eller tørbarf, kan du prøve at blande frysetørrede godbidder i. Frysetørrede godbidder består som regel af 100% kød og intet andet. Så selvom det selvfølgelig er ekstra kalorier, er der hverken korn eller tilsætningsstoffer i. Af en godbid at være, er det altså en ret fornuftig en af slagsen. Er din kat glad for disse godbidder, skal der ikke mange til, for at den vil spise sig gennem alt det kedelige, for at få lidt af det gode! Frysetørrede godbidder har en kraftig duft, som vil tiltrække din kat og camouflere andre dufte. Godbidderne kan smuldres og fordeles over maden. Alternativt laver Cosma også nogle bitte små frysetørrede godbidder, som er velegnet til at drysse ud over noget mad, som man ønsker sin kat skal spise. Find dem her. Det smukke er at man til sidst helt kan undlade at putte godbidderne i.

Jeg håber at du kan bruge et eller flere af ovenstående tricks til at lokke noget fornuftigt mad i din kræsne kat. Tak fordi du læste med.

Seneste blogindlæg