fbpx

Uden sammenligning

En fragt fortælling

Her kommer en lang snak om fragt, som i virkeligheden handler mere om at have kendskab til den butik man handler med. Og at butikken består af levende mennesker med (økonomiske) begrænsninger.

Vi har som nethandlende kunder vænnet os til en rigtig flot service med alverdens muligheder for betaling og levering til lave priser, som nærmest bliver sendt, så snart vi har trykket køb. Det kan nærmest ikke svare sig at gå i fysiske butikker mere! Konkurrencen er stor, så leverandørerne går langt for at gøre det nemt og billigt at vælge dem frem for konkurrenten. Er der penge at tjene er det helt sikkert vejen frem i dag. Men når man driver en webshop ganske ulønnet som jeg, ser situationen noget anderledes ud.

En MISforstået butik

Jeg har generelt ret søde, forstående og tilfredse kunder med en Trustpilot score på 5,8 stjerner. Så dette indlæg er ikke et udtryk for frustration over manglende forståelse fra mine kunder. Det er nok nærmer de besøgende på min hjemmeside, der aldrig bliver til kunder, som jeg ønsker at nå ud til. Eller nå ind til. Måske handler det i virkeligheden bare om at jeg lige skal have have det ud, da jeg føler projekt Almisse Shop bliver misforstået. Det er ikke altid at vi som kunder kender butikken vi køber hos indgående og her macther vores forventninger måske ikke hvad der er muligt hos sælger.

Når levering bliver afgørende

Noget så trivielt som fragtpriser og leverandør muligheder kan være afgørende for om folk gennemfører deres køb på en webshop. Varen i sig selv er ikke altid nok til at fastholde interessen. Almisse Shop er et frivilligt projekt, som drives af en enkelt person (mig). Almisse Shop står på skuldrene af Trykkeriloftet – men dette er også et lille selvstændigt firma. Desuden bliver meget af indtægten doneret hver måned. Disse faktorer påvirker dette valgmulighederne for forsendelse.

Trykkeriet hvor Almisse Shop holder til, har en aftale med GLS som jeg er med på. Det betyder desværre ikke at vi får store rabatter. Det sender hverken trykkeriet eller jeg slet ikke nok pakker til. Tilgengæld kommer GLS og afhenter hver dag, så vi ikke skal ned i pakkeshoppen og have scannet dem. Da jeg er kronisk syg og har begrænset energi, er det en kæmpe hjælp for mig.

Jeg kan sagtens forstå at folk ønsker flere forsendelses muligheder end GLS. Det fungerer rigtig fint hvor jeg bor, men måske er der en bedre løsning for din adresse. Som tingene er nu, kan jeg desværre ikke tilbyde flere leverandører. Det er MEGET mere arbejde for mig, både at administrere det og at skulle aflevere PostNord og DAO pakker flere gange om ugen. Så ligesom levering kan være afgørende for om kunden ønsker at købe er levering også afgørende for om jeg kan drive en webshop.

Fragtpriser

Prismæssigt er der heller ikke meget råderum på leveringen. Som virksomhed får vi kun et par kroners rabat pr. pakke vi sender. Og disse kroner bruger vi i forvejen på emballage, som er en betydelig udgift. Igen skal man huske at der ikke er tale om en kæmpe forretning, der kan købe hjem i pallevis og spare en masse penge på papkasser, bølgepap, bobbelplast, tape og genbrugspapir. Andre virksomheder tjener tilstrækkeligt på deres varer, til at tabe lidt på fragten, men vi køber ikke kæmpe partier hjem af varer til rabat. Vi laver lidt af gangen og har tilgengæld et fint udvalgt af varer, vores størrelse bliver taget i betragtning. Vi vælger at donere vores overskud til katteforeninger hver måned, frem for at give billige fragtpriser. Enten skal prisen på varerne sættes op eller også betaler kunden det, som fragten nu en gang koster. Jeg har valgt det sidste – så kan man jo diskuttere om det er klogt. Men jeg kan samlet set ikke gøre det billigere at handle hos Almisse Shop end det er nu.

Almindelig brev er en gyser

Jeg må indrømme at jeg aldrig har været fan af at sende varer som almindelig brev i Almisse Shop regi. Brevene skal afleveres, kan ikke trackes og er ikke forsikret. Så der er lidt usikkerhed omkring det. Dernæst har det været en teknisk udfordring for mig at få sat hjemmesiden op, så den kan beregne vægt og finde ud af om den skal tilbyde alm. brev eller ej. Jeg troede jeg havde knækket koden, men jeg må tilbage til tegnebrædtet, for i december gik det galt for mig med kravlenisserne. Det blev en dyr lærestreg og jeg har derfor slået muligheden for almindelig brev fra.

Hvis man bestiller noget som vejer under 100 g og som kan være i en kuvert, er man velkommen til at skrive til mig, at det må sendes som alm. brev hvis muligt. Så ser jeg om det kan lade sig gøre og trækker det mindre.

Sku ikke katten på hårene

Almisse Shop har udviklet sig fra at være et blogpost med fire varer, hvor man bestilte via email og betalte via netbank, til i dag at være en fungerende webshop med over 100 varer og Dankort betaling. Vi er kommet langt på få år og forhåbentlig kommer der endnu flere forbedringer i fremtiden – måske også mht. fragt. Men indtil vi vokser os større, sælger mere og har flere hænder, må i tage os som vi er.

Vi ligner måske en stor virksomhed på facaden. Det er jo både godt og skidt at man har fået lavet en flot hjemmeside! Vi bliver derfor fejlagtigt sammenlignet med nogle helt andre typer virksomheder. Men Almisse Shop kan ikke sammenlignes. For det er altså stadig bare mig, Sanne, der skal få det hele til at glide bagved skærmen. Og det ville lyde godt, hvis jeg sagde at jeg ville køre med pakker til verdens ende for jer. Men da jeg ikke tjener en krone på Almisse Shop og i øvrigt skal passe på mig selv, bliver det på mine betingelser. Jeg har tidligere løbet rigtig stærkt pga. Almisse Shop og det kunne jeg ikke holde til. For at bevare projektet, må det køre indenfor nogle rammer jeg sætter.

Så tak for jeres tålmodighed med min lille butik. Jeg gør det så godt jeg kan og håber at være her mange år endnu, så vi sammen kan hjælpe flere udsatte katte. Så vil jeg imellemtiden øve mig på, at man ikke kan gøre alle tilfredse.